other stuff

—–8/5/15———————————————————————————————

The Jazz Message with Kasper Tranberg

Before I was sacked I was fortunate to produce 60 hours of radio for The Danish Radio.

I named my weekly program ”The Jazz Message” – Of course I was aware of Hank Mobley’s great albums under the same name (Savoy 1956/57), but it seemed like a good title for what I had in mind.

Based in the wide so called jazz-idiom I wanted to present any music that had something to say. I also knew that I wanted to present parts of the (young) danish underground jazz and impro-scene that would get no airplay.

Of course I also based my programs and playlists on my own taste, history and experience. I made a portrait of my childhood home and upbringing in an artist family, and some of my guests included trumpet-ace Karl Husum, writer and composer/saxman TS Høeg, singer/songwriter Paul Banks, sax-master Bob Rockwell, jazzlegend/trombonist and bandleader Ole ”Fessor” Lindgren.

The first couple of seasons was co-produced with Fimmer Engel. She was a great producer and navigated me through the programs and made sure the message was pretty clear and strong.

Besides my different series on : danish jazz, funky shit, tenor kings, the ivories/piano masters, trumpet kings, the personal touch, early jazz & swing, guitar heroes, the feeling of jazz, bird music, ballads, spirit music and euro-jazz, I also programmed one hour specials on some of my own heroes : Clifford Jordan, Phil Cohran, Lee Morgan, Bobby Timmons, Yusef Lateef and Art Blakey.

In addition to that I also presented a mix of so called world-music and portraits of different music-scenes in Sweden, Great Britain, Cuba, and Japan.

I had many more programs, portraits and ideas ready, but unfortunately I did not have a chance to produce them before The Jazz Message was history.

Most of the programs are now available as podcast from these links :

From Itunes : https://itunes.apple.com/dk/podcast/the-jazz-message/id578610969?mt=2

From website : http://www.dr.dk/p8jazz/jazz-message/artikel/the-jazz-message/

 

 

—–16/1/14——————————————————————————————–

Roots Run Deep – Yusef Lateef 1920-2013.

Jeg prøver at manøvrere i følelserne da Yusef Abdul Lateef udånder for sidste gang 23. december 2013. Jeg har i dagene forud haft kontakt til min kammerat Adam Rudolph som har siddet ved Yusef’s seng i Shutesbury, Mass.  -”Det er smukt og fredfyldt”, forsikrer han mig.

Da jeg i 2010 besøger Yusef i hans hjem er hans kone  igennem næsten 40 år Tahira gået bort. Han fortæller, at han har siddet i en stol i en periode for at komme sig, men nu er på vej ud af sorgen. Han kan nu se det smukke i at Tahira er genforenet med sin Gud og sine Kære. Yusef har forberedt sig på det samme og i sådan en grad at, al vores tristhed nu ikke gror fast, men tilbage står et yderst livbekræftende budskab om respekt, dedikation og kærlighed.

I juledagene går min yngste datter Cleo og jeg lange ture omkring Nysted på Lolland. Her føler jeg mig hjemme, og i den smukke, rolige natur taler vi om døden og livet. Jeg er sikker på at folk verden over er berørt af Yusef’s død. Utroligt mange mennesker har følt sig som specielle individer i selskab med Brother Yusef – oplevet den ultimative opmærksomhed og nærhed som The Gentle Giant udviste overfor alle. På de lange gåture dukker flere og flere billeder og minder op i min bevisthed. Yusef’s seneste besøg i Danmark i 2005, 2008 og 2009 : gamle fans og med-musikanter fra 1960’erne får specielle blik i øjnene og nye fans og med-musikanter virker henførte og inspireret som aldrig før.

Med Universal Quartet (undetegnede, Yusef Lateef, Adam Rudolph, Kresten Osgood) optræder vi til Copenhagen Jazzfestival samt indspiller to album. Det gør en forskel. Musikken før, nu og i fremtiden beviser det. Min ven Kresten og jeg er sammentømret for altid.

Min kammerat pianisten Søren Kjærgaard fortæller mig at, hver gang han hører mig improvisere citerer jeg en af Yusef’s signatur-fraser. Det er der en grund til. I den frase ligger budskabet om at fremstå som et modigt,nysgerrigt,kærligt og arbejdsomt menneske.

”Keep on stepping ! – Roots Run Deep ”

 

 

 

—–16/2/13——————————————————————————————–

HANGIN’ WITH RASUL OR JOHNNY DYANI MEETS WHITNEY HOUSTON

Not too long ago the great improviser and trumpeter Rasul Siddik left his base in Paris and paid us a visit here in Copenhagen. Rasul did a few concerts and a masterclass while he was here, and I was lucky enough to attend most of his appearances and we got to hang a little. Rasul is a beautiful and sharing individual, and it was great for the students, and for me of course, to get some inside knowledge about the music – and some great stories as well- many of them about some of my favorite trumpet players. I also noticed how amazing he was at creating sounds on his horn which would communicate immediately with the rest of the band members. His flute and small percussion excursions just added another dimension to that. If you cannot catch Rasul live, buy his cd :

 

When I was a teenager I noticed Rasul’s name on LP’s with a.o. David Murray and Lester Bowie. Lester is my hero and talking with Rasul  made me pull out some of the stuff I was diggin when I was in high school. The ”DUET” album with Bowie and Philip Wilson is a classic !

 

 

Here is a clip with Lester Bowie, Rasul and Philip Wilson. Pure beauty !

Lester Bowie dedicates Whitney Houston’s “Saving All My Love For You” (I always liked her) to South African bassist and composer Johnny ”Mbizo” Dyani who passed away in october of 1986. Dyani was born and grew up in Duncan Village, a township of the South African city of East London. In the early 1960s, Dyani was a member of South Africa’s first integrated jazz band The Blue Notes , with Mongezi Feza trumpet, Dudu Pukwana on alto, Nikele Moyake on tenor, Chris McGregor on piano and Louis Moholo on drums. In 1964, the band fled South Africa to seek musical and political freedom. Moholo explained; “We rebelled against the apartheid regime that whites and blacks couldn’t play together. We stood up.” From the early 70’s Dyani spent some time in Denmark leading his ”Witchdoctor’s Son” – my buddy Jesper Zeuthen was in that band for a while, but never recorded with the band, I believe.

”Song for Biko” is a keeper.

 

Dyani also performed and recorded with Pierre Dørge’s New Jungle Orchestra : ”Brikama” and ”Even the Moon Is Dancing”- both Steeple Chase Records.                    Pierre also recorded with Johnny and Don Cherry in Paris. When I much later joined Pierre’s band I could feel the deep impact Johnny had on Pierre and the band, and I realized that some of Johnny’s phrases and vocalize still was used in the band. Over the years I also enjoyed soloing on Pierre’s “Mbizo, Mbizo” – I believe you can translate Mbizo with “Togetherness”

For more on Johnny Dyani read this great book :

 

get it here : http://www.booktrader.dk

“I see a rainbow over the bamboo forrest”

 

—–7/2/13———————————————————————————————

Da personligheden Bill Dixon gik bort skrev jeg denne lille tekst om dette store menneske. Det blev bragt i magasinet JazzSpecial og nu kan du også fange det her. Husk det er bare ord – det er musikken der tæller.

DIXONIA (Bill Dixon 1925-2010)

 GOING TO THE CENTER er titlen på documentar-dvd’en som er indeholdt i hvad der skulle blive Bill Dixon’s sidste udgivelse i hans levetid: det imponerende dobbelt-album “Tapestries for Small Orchestra” (Firehouse Records 2009). Men titlen kunne ligeledes være overskriften på en lang, unik og kompromisløs kunstnerisk proces og karriere.

Bill Dixon var først og fremmest trompetist og underviser, men han var også pioner, pianist, komponist, organisator, orkestrator, skribent, billedkunstner og arkivar m.m. Dixon har været aktiv i næsten alle tænkelige musikalske sammenhænge men har også i lange perioder (selvvalgt) været isoleret fra musikindustriens spilleregler og er derved kun sporadisk dokumenteret på optagelser.

Dixon var soldat i 2. Verdenskrig. Han vendte i 1945 tilbage fra Tyskland til New York, hvor han var vokset op.  Han var 20 år, begyndte at spille trompet og begyndte studier på Hartnett Scool of Music fra 1946-51. På nu hedengangne  Hartnett var især trompertisten Tony Fruscella hjælpsom, og sammen dyrkede de bl.a brass-pædagogen Max Sclossberg’s øvelser. Fra omkring 1948 spillede Dixon med lokale bands i  Queens, og samtidig kopierede han arrangementer for Danse- og Latin Bands. Senere i 1951 mødte Dixon pianisten Cecil Taylor i The Sportsmens Club og sammen med trommeslageren Sid McKay, dannede de The Bill Dixon Trio. Første dokumenterede koncert fandt sted i Bronx 1953. Dixon og Taylor har gennem flere artier optrådt og indspillet sammen ved flere lejligheder.

I starten af 1950erne arbejdede Dixon ligeledes med såkaldte rehearselbands af forskellig størrelse. Disse bands spillede Dixon’s fremadskuende musik, gav sjældent koncerter og musikerne var ulønnet. Ved flere lejligheder medvirkede Isak Abdenur og andre fra Dizzy Gillespies store orkester. Omkring dette tidspunkt turnerede Dixon med vokalisten Tommy Roberts som afløser for Charlie Shavers. Hyren var god, men orkesteret havnede i Alaska og blev der næsten et helt  år som houseband på The 1042 Club i Anchorage.

Under sit ophold  i Alaska korresponderede Dixon med Time Magazine, og det ledte senere til et job som sekretær for De Forenede Nationer. Dixon arbejdede hos FN 1956-1962. Dixon komponerede bl.a Suite For Jazz Horns  i 1955, og efter et besøg i Europa i 1958, begyndte Dixon at arrangere koncerter for moderne klassisk og improviseret musik i bl.a Café Roue på Manhattan.

I vinteren 1960-61 møder Dixon saxofonisten Archie Shepp gennem bassisten Jimmy Corbett, og de indleder et samarbejde. De spiller og indspiller med deres “berømmede” Archie Shepp-Bill Dixon Quartet (Savoy 1962). Hele perioden perioden er yderst frugtbar og de optræder i et hav af konstellationer bl.a med koreografen Elaine Shipman og med musikere som Steve Lacy, Don Cherry, Henry Grimes, Denis Charles, Ed Blackwell, Chick Foster, Kiane Zawadi, Perry Robinson, John Tchicai, Albert Ayler, Howard McRay, Don Moore etc.

I janaur 1963 spiller Shepp-Dixon Quartet koncert i Judson Hall, NY og ved koncertens 2. halvdel medvirker trombonisten Ruswell Rudd, som denne aften møder saxofonisten (m.m.m) John Tchicai for første gang. De danner senere den legendariske super-gruppe New York Art Quartet. I sommeren 1963 samarbejder Dixon med Tchicai i forb. m. gruppen New York Contemporary Five, som forbereder turne og indspilning bl.a i Danmark. Fremragende indspilninger kom på Sonet og senere genudgivet på Polydor og Storyville.

I oktober 1964 arrangerer Dixon “October Revolution in Jazz” – en 4 dages koncertrække kurateret af Dixon. Blandt de optrædende er : Joe Manieri, Ali Jackson Quartet, Tchicai/Rudd/Worrel/Graves, Paul Bley Quintet, Jimmy Giuffre, komponist Charles Wittenberg, Jo Scianni/David Izenson, Bobby Brown Quartet,  Ken McIntyre Octet, Sun Ra Sextet, Alan Silva Trio, Arthur Keyes Octet oa. Dixon optræder selv med sin sextet m bl.a Robin Kenyatta som afløser for Giuseppe Logan, som havde skadet sin hånd eller arm. Senere danner Dixon sammenslutningen Jazz Composers Guild, som viderefører ideer og koncepter fra koncertrækken. Sammenslutningen bliver i 1965 til Jazz Composers Orchestra med Carla Bley og Michael Mantler i spidsen.

I 1966 indleder Dixon et langtidsholdbart samarbejde med danser/koreograf Judith Dunn. I midt og slut 60erne producerer de sammen forestillinger og mutimedie projekter, som involverer lyd og lys effekter, båndoptagere, maleri m.m. Bassisten Alan Silva er ofte indblandet i disse produktioner eller i trio samspil med Dixon og Dunn, som ligeledes co-leder store ensembler med f. ex Makanda Ken McIntyre, Louis Brown og Bob Cunningham.

I 1968 bliver Dixon Professor på Bennington College i Vermont. Her bliver han til 1995.

I starten af  1970erne optræder han sjældnere og sjældnere, men optager solotrompet materiale som senere blev udgivet på Cadence og endnu senere samlet med andet materiale på det fantastiske boxset “Odyssey”, som Dixon selv udgiver. Samarbejdet med Dunn forstsætter og Dixon bliver gæsteprofessor på The University of Wisconsin at Madison, hvor han grundlægger det 40 mand store “Black Music Ensemble”. Dette ensemble, som mødtes 6 gange om ugen i to år, blev Dixons laboratorium udi komposition og orkestrering til store ensembler. Der blev spillet koncerter til Black Music Festival og optaget til universitetets tv-station, og han udviklede i sit “ Black Music Program” som han underviste ud fra og som senere blev til “Institute of Black Music Studies Research and Performance”. Fænomenet Milford Graves var ligeledes involveret i disse studier og undervisningsituationer.

I slutningen af 70erne leder Dixon forskellige ensembler af alle størrelse, og han optræder i Europa med bl.a Franz Koglman og Stephen Horenstein.  Fra 1980 er Dixon ofte at finde i trioformatet f.ex med sin tidligere elev Stephen Haynes eller Kent Carter, Art Davis og Oliver Johnson m.fl. Dixon bliver tilknyttet Soul Note Records i Italien og udgiver 6 albums indtil 1999. På disse fine indspilninger medvirker bla. den gamle kumpan Alan Silva samt Laurence Cook, Mario Pavone og Freddie Waits. Eller “Thoughts” med Peter Kowald fra 1985.

Indtil 1995 er Dixon dedikeret underviser, og han afholder workshops verden over bl.a i Jerusalem og Tel Aviv. Han giver masterclass i Paris og optræder samtidig med sin gruppe med William Parker, Barry Guy og Tony Oxley.

Fra slutningen af 90erne optræder Dixon oftere i USA og Europa. Ved Vision Festival i New York, hvor han behandles og betragtes som en stjerne, indspiller han i 2007 mesterværket “17 musicians in search of a sound : Darfur”. Dette værk, samt førnævnte “Tapestries for Small Orchestra”, viser stærkt og nærmest fuldendt Dixons pan-tonale, abstrakt mørke, fængslende og dog forblivende lyriske univers.

Som instrumentalist kan Dixon betegnes som næste led i kæden efter Dizzy Gillespie. Meget tidligt arbejde han på, til perfection, at kontrolere og artikulere små elementer af lyd-klumper eller fraser, som andre trompetister ville smide væk, og derved skabe et nyt sprog på trompeten. Han beherskede brugen af multiphonics og andre abstrakte virkemidler samt elektronika, men benyttede også attack og klar tone, også på flygelhorn, for at nå sine mål og dermed lytteren. Igennem 5 årtier var Bill Dixon en søgende, kreativ sjæl og samlende personlighed. Ligefrem og veltalende kæmpede han for at kunsten og musikken kunne leve og ånde i  respektfulde omgivelse og derved blive ved med at udvikle sig. Derfor vil han blive savnet af mange verden over, men absolut ikke glemt.

“Before one can abstract, one has to know what one is abstracting from. Abstract art –anything that is abstracted from something is the essence of that something. You are going to the center”

-Bill Dixon

 

—–5/2/13———————————————————————————————

DREAMS AND BLUES FOR TORU TAKEMITSU

Since 1998 I have regularly been playing, touring and recording in Japan – what a trip.

During my schooldays in Boston I made many japanese friends. Somehow it was easy to connect, maybe because we all were spaced out in a foreign country. Anyway, rapidly I hooked up with pianists Aya Sekine and Hiroshi Minami, and I spent days and weeks in their cozy apartment on Boylston Street. Our hang was legendary – many people came through that place and some of us became friends for life. So when Hiroshi Minami called me in december of ’96 and told me he was coming to Copenhagen, it seemed natural for me to schedule a quintet recording session for us. Unexperienced I made all the rookie mistakes I could, but the cats in the band helped out so much they could. Hiroshi brought in some tunes because I was short, and Jakob Dinesen (tenor) more or less made up all his own parts contributing nicely to the music. Anders Mogensen (drums) and Nils Davidsen (bass) completed the band and I never had to worry about them because they were always supportive and into the music. We were buddies and I named the band ”Yakuza Zhuffle” and this band would be the core set up for my first 4 recordings as a leader. Later trombonist Mads  Hyhne joined the band for recordings and gigs in Japan.

After our first Copenhagen recording I paid Karl Emil Knudsen from Storyville Records a visit,  trying to convince him to release our stuff. In his office I noticed all the amazing jazz artifacts, photos and different boxes with cool jazz-names on them; ”Howard McGhee”, ”Ben Webster” or  ”Hank Jones” The not-so-young-anymore Mr Knudsen blew his nose all the time and stated that the lenght of my recording was kinda of short for a cd. With my lousy selfmade promotion- package in hand, I assured him that the music ”was great” and the lenght was cool ”just like in the old days”. We also talked about Bobby Hackett and he agreed to release the album. I’m happy with some of the moods on there, but most important was that we now had a band and within the next year or so Hiroshi managed to put together a japan-tour for us.

 

On that first tour we played 11 concerts and the pay was pretty cool. Minami-san was basically taking care of business and I could concentrate on the music and partying..hard. The following couple of years we did the same, but after that there were less and less gigs and in the end I just went by myself playing in a quartet setting or being a sideman in different bands, projects and recordings.

During that period Minami-san had tried to get me a recording session for EastWorks Entertainment in Tokyo. Nothing happened and exactly when I kinda gave up on the idea, A&R manager Kazuki Takami from EWE called me in Copenhagen. He wanted to record my sextet the following month while the band already were in Tokyo. That’s what we did. We recorded and mixed the album ”Mortimer House” in one night and in the early morning cab drive from Tokyo to Yokohama, where we would perform the next day, I was exhausted and happy.

 

Later Kazuki and EWE asked for another cd and I chose to have a lot of friends on the recording. We had started to record frequently at Granny Studio in Copenhagen with our buddy John Fomsgaard as the engineer, so that’s where we canned ”Copenhagen Social Aid and Pleasure Club” Around that time we were gigging and hanging out at Christianias Jazzclub – it was pretty intense and I dug the soulful playing of bartender Pasqual Jamgotchian and I would use his flute playing on the track ”Amma”. My friend, guitarist supreme, Aske Jacoby also joined the session as well as Peter Fuglsang (clarinet,flute,alto sax) and Ned Ferm (tenor). Again it was a one-night session, but this time with an even looser feel to it – great fun.

 

When in Japan I would usually look for music and literature in Towers Records, Disc Union and several small speciality stores. I picked up books on Akira Kurosawa, recordings of folk music and a lot of jazz and improv stuff, of course. I even found re-released Danish albums I could not get in Denmark. But it was in Hiroshi’s apartment in dreamy Daikanyama I first heard the music of Toru Takemitsu.

http://en.wikipedia.org/wiki/Toru_Takemitsu

Takemitsu’s music was just amazing and I wanted more, so I started to collect and listen to his works. I think Hiroshi told Kazuki and Ewe about this, because they invited me to produce a Takemitsu-tribute album, now 10 years after his death. Of course labels loves a concept for marketing and all that, but I didn’t care. This was a great oppertunity for me. I had quit drinking and partying, so my brain was clear and I wanted to make a completely different album this time. I knew that musically I would need help for this one, using a tentet, classical guitar and the cassettedecks and turntables of my buddy Dane TS Hawk. I could only hear arranger Peter Jensen doing this. I had known Peter since we performed together with legendary danish bandleader Ib Glindeman a decade earlier. Already then Peter was arranging for the Glindeman band and now he was a highly personal and exiting arranger. We kinda came from ther same place musically and Peter accepted to do the job, knowing that I wanted more than just straight ahead arrangements although some of the music was based on tradidional forms. Peter did an amazing job and later on he also received a grammy nomination -but not from our work, though. I finished all the basic tunes and sketches, threw in a intro and outro here and there and Peter went to work.

This occasion was also the first time I worked with Karl Husum. He is a great musician and plays a fantastic trumpet solo on “Illumination” – we are now close friends.

I had approached producer Ib Skovgaard from the Danish National Radio (DR) about the project and he made it happen. Since a was a kid I had been listening to Ib’s work on the radio and he was the only critic and writer I felt was very knowledgeable and into the music for real. I still think this today. Ib would produce the album with me and was, with his huge experience, a big help of course. Lars Palsig was the head engineer for this session which took place in DR in july 2006. Lars I had known since 1992 when he came through Boston with The Danish Radio Jazz Orchstra, so everything was in place for a nice session. We had two rehearsel and three days of recording. Everything was well planned and arranged so we had the time experiment and to get a cool balance of tuba, turntables, flutes, acoustic guitar, bass clarinet and so forth.  Everything turned out great, and we finished of the week by performing the music at Copenhagen Jazzhouse during the Copenhagen Jazz Festival.

 

”Dreams and Blues for Toru Takemitsu ” is avaiable in Japan and Itunes.

The paintings I use for some of my cover art is by my father.

You can find his stuff here : http://www.stigweye.dk

—–1/2/13———————————————————————————————

I denne måneds udgave af magasinet JazzSpecial finder man mit indlæg “Musik Der Gjorde En Forskel”. Redaktionen bad mig skrive om 3-4 udgivelser og hvad de havde betydet for mig. Det blev til lidt mere og noget andet, og hvis du ikke lige sidder med en kopi af bladet kan du læser her :

MUSIK DER GJORDE EN FORSKEL !

I et samfund der igennem årtier har fyldt sig med piller er det stadigt populært, ja nærmest et modefænomen, at gå til en form for samtale-terapi. Som oftest er det, heldigvis, noget der hjælper på det  problem som individet står og bakser med.

Men hvad er det, udover hjælp til at kommunikere med sig selv og andre, man søger hos psykologen eller terapeuten ? Svaret er ofte : En professionel lytter !

Som improvisatorer har vi altid fået at vide at vi skal kommunikere, lytte til os selv og vores med musikanter, men mange musikere lytter ikke til deres EGNE udsagn, og når man fortæller dem at de skal lytte til sig selv, så lytter de EFTER de har ytret sig.                                                          Men man skal lytte før man spiller (taler) og det er det vi, som beskæftiger os med hitte-på-musik, hele tiden prøver på at dygtiggøre os til.

Der er to grundformer af lytning til musik :

1) Passiv Lytning : musikken bliver baggrund til andre gøremål f.eks radio til opvask, på arbejdspladsen eller til tranport i bil, tog osv.

2) Aktiv Lytning : en “nærlytning” hvor man prøver at få en dybere forståelse af hvad der forsøges udtrykt i musikken. Man lytter selvfølgelig efter de tekniske aspekter, men først og fremmest efter det kreative, kunstneriske og uforklarelige. Man “deltager” i musikken, giver sig hen, føler og mærker.

Men hvad er det der tiltrækker os i musikken? Man har tidligt vedtaget de fem grundelementer : melodi, harmoni, rytme, pitch (tonehøjde) og timbre (farve). Elementerne og formen, som er et ”arkitektonisk kort” over musikken, afkræver tilsammen en reaktion og ved at tage stilling til disse afgør vi om vi kan lide et stykke musik eller ej, groft sagt..det foregår heldigvis helt automatisk, for er der noget man helst vil undgå i forbindelse med musik, så er det at tænke for meget. Men ikke desto mindre er musikkens præmisser spændende: musikken behøver tid til at udfolde sig og tilbyder ingen genveje, den er flygtig/forbigående og lyden eksisterer i det præcise nu og bliver erstattet af det næste nu.  Musikken er ustoppelig i tiden og er abstrakt samt non-verbal.

Den er altså noget af en udfordring og lægger i virkeligheden et stort ”pres” på lytteren som skal tage stilling til alt det der rammer øret.Men vi kan heldigvis ”lytte med hjertet” og uden tøven transcenderer vi alle musikalske regler og normer, stilarter, epoker osv. Derved er det følelserne som leder vores opmærksomhed hen imod og igennem musikkens fortælling. Vi mener oprigtigt at musikken taler til os. Derfor er man som passioneret lytter ”in it for life” – og vi kender alle sikkert en eller flere lyttere for hvem musikken bliver som et narkotikum, og så har vi slet ikke talt om den samlermani der kan opstå blandt de passionerede. Jeg mødte engang en jazzfreak i Tokyo som skulle have min signatur på diverse obskure cd’er på hvilke jeg medvirkede som sideman. Jeg spurgte venligt om han havde en stor samling hvortil han vrissede ” I am NOT a collector, I listen to LIVE music!” Det viste sig selvfølgelig at han (også) havde ti-tusindevis af jazzplader i sit trænge Tokyo-hjem.

En god kammerat, Peter Fuglsang, sagde engang til mig; ”man skal KENDE sin pladesamling”  Jeg er ganske enig og derfor elsker jeg også at gå på opdagelse i min egen samling af musik. Det er slet ikke den største samling der findes, til gengæld er der intet fyld. Alt er Class-A-stuff, klassikere, rariteter samt finurlige udgivelser fra hele verden, og jeg holder meget af den. Siden jeg var 15 år gammel har jeg bag på alle mine albums, bøger m.m. noteret hvor og hvornår de er indkøbt. Deri ligger der mange minder og historier gemt. Det betyder noget for mig og derfor er jeg altid på jagt efter et eller andet. Jeg kreere lister med kunstnere, labels, bøger og albums der skal indkøbes. De skal ikke findes på Spotify eller lign. – så ville jeg jo gå glip af alt det sjove; mødes med de andre tosser som også handler i den pågældende butik, få noget med hjem som ikke var meningen og ikke mindst opbygge et personligt forhold til pladepusherne som for det meste også har inside-nyt om det meste.

Derfor er det da også noget af en udfordring at udvælge få eksempler på albums der gjorde en forskel for mig, sagde hunden. Jeg har gjort forsøget i nogenlunde kronologisk rækkefølge og sender en kærlig tanke til mine helte der ikke kom med i denne omgang ; Pops, Bean, Bud, Rex, Dizzy, Newk, Thad, Bu, KD, Fats, Woody, Bird (og Little Bird), Paul Desmond, Lester Bowie, Bill Evans, Phil Cohran, Clifford Jordan, Randy Weston, Finn Otto Hansen, Q, Rahsaan, Charlie Haden, Mal Waldron, Bent Jædig, Max Roach, Poo, Pres, CT, Brookmeyer ,Roy Brooks, Bill Perkins, Frank Lowe, Kenny Wheeler, Hampton Hawes, Joe Henderson, George Russell, Bobby Timmons, Dewey Redman, Bill Dixon og de andre..

COUNT BASIE : The Atomic Mr. Basie (Roulette 1958)

Neil Hefti blev aldrig en af mine helte, men ikke desto mindre var det ham der stod for kompositionerne og arrangementerne på denne geniale Basie skive. Et mega hit..også hos mig som ganske ung knægt. Godt med mande-tenor, ultra-smoking rytmegruppe og en brasssektion som indeholdt nogle af de ypperste instrumentalister: Snookie Young, Thad Jones, Al Grey og yndlings-basunisten Benny Powell som jeg senere mødte med Randy Weston’s kvintet i New York. Alle spiller med sådan en smuk tilgang til musikken, men samtidig kan man mærke at de var gadedrenge og frække som slagterhunde. Det var min rock ’n’ roll ! Den ”rigtige” rock ’n’ roll og alle dens afarter prellede af på mig. Jeg kan huske at jeg også flippede over guitaristen Freddie Green som svarede på spørgsmålet om hvordan han kunne swinge så vildt : ” I just try to get the first downbeat right ” !

DUKE ELLINGTON : 70th Birthday Concert 1969 (Universal) 

Da Duke’s band ramte mit drengeværelse som en mortergranat stod tiden stille og intet blev som før. Igennem en årrække var denne musik min daglige vitaminindsprøjtning. Jeg målte al anden musik op mod Duke’s og hurtigt blev det en sport for mig at huske navnene på musikerne og hvornår de spillede i bandets lange historie. Jeg kunne synge alle soli forfra og bagfra, og elskede alle historierne om legenderne i orkestret. Det var et tilfælde at netop denne dobbelt-Lp havnede på pladespilleren, men den er et fantastisk billede på den soul og habitus der var at finde i bandet. Koncerten er optaget en frysende november aften i Manchester, England. Duke er, ligesom jeg selv, født d. 29 april, så hele året har nok været én lang fødselsdagsturne. På denne novemberdag spillede bandet 2 koncerter, dvs to afdelinger som hver varede næsten præcis 2 ½ time – de gamle kæmper lagde ikke fingre imellem og folk fik noget for pengene. De nu lidt aldrende drenge, Harry Carney, Lawrence Brown, Cat Andersen, Johnny Hodges, Paul Gonsalves og alle de andre havde jo været ”on the road” altid  og disse koncerter var selvfølgelig bare ”just another gig” , men hvilken koncert ! De seje langsomme tempi sætter en perfekt ramme for Duke’s funky piano og de gamle hornhyleres geniale indsatser, og specielt Cootie Williams kom til at præge mit eget spil enormt. Jeg satte mig for at være plunger-specialist og lyttede til hele kongerækken af trompetister, men Cootie er og bliver min plunger helt # 1 ! Mange år senere spillede jeg enkelte koncerter med Mercer Ellington og trompetisten Willie Cook i København. Willie sagde til sin matrone af en kone; ”Sweetie, listen to Jasper, he loves Cootie” Willie, som også havde spillet lead med Dizzys big band i 3 år, var utrolig behagelig og havde en sportstaske fyldt med småkager under sin stol oppe i trompetsektionen. Da jeg fik Cooties gamle node til ”Satin Doll” var den originale titel kradset ud og erstattet med ”Satin Cunt”…

JIM HALL : LIVE (HORIZON 1975)

Min ældste musik-kammerat hedder Jonas Struck. We go way back og spiller sammen den dag i dag. Det er rart at have et venskab som er så naturligt og dybt. Jonas er også den eneste der har grebet fat i mig hvis jeg har været ude at skide – håndsrækninger og skideballer skal man have fra sin bedste ven. Jeg mødte Jonas til en Jens Winther koncert i foyeren til Nykøbing F. Teater. Vi klikkede med det samme og jeg kan huske vi måbede da trommeslageren (som senere skulle blive min gode ven) Søren Christensen for alvor lukkede op for posen og fyrede op under Jens og Tomas Franck.  Jonas og jeg tilbragte mange timer på hans værelse hvor vi nørdede jazz. Vi øvede duo, ”Four Brothers” og alt muligt andet vi kunne stave os igennem. Vi spillede også kvartet-gigs med vores buddies Ulrik (bas) og Jakob (trommer) med kaldenavnet ”Aage” efter Aage Tanggaard ! Vi lyttede til musik som sindsyge, jeg var den lidt konservative med Duke&Dolphy, mens Jonas godt kunne snige noget Weather Report på pladespilleren. Jeg vidste ikke rigtigt…men noget Hendrix var altid godt ! Jonas havde Jim Hall’s intime trio-mesterværk ”LIVE” som er optaget på en lille klub i Toronto. Jeg kendte Hall’s spil fra plader med Sonny Rollins og Bill Evans, men efter mødet med denne indspilning blev jeg forgabt i Jim Hall – han er en sand helt : hans sound kommer fra et vidunderligt frodigt sted, han er en mega-hip og yderst kreativ melodiker, arrangør og akkompagnatør som udvikler sine motiver og stemmeføring på overlegen vis, som regel farvet af en blues-skygge af en slags. Dertil kommer en finurlig humor og et mod og en nysgerrighed som har gjort at han album efter album har udviklet sig og vokset som kunstner. Men live-albummet fra den lille klub i Toronto er en ener og den er en af grundene jeg plejer at sige: Jeg vil gerne dø på en jazzklub (når den tid kommer)

JOHN COLTRANE : TRANSITION (IMPULSE 1965)

Med denne skive lagde Trane’s kvartet grundstenen til min kærlighed til den spirituelle og religiøse jazz. Jeg havde hørt Trane på plader med Miles Davis, men det var hans egne udgivelser som virkelig kunne fange min interesse. Skuffelsen var da også enorm da Mads Hyhne og jeg, mange år senere på turne i USA, fandt The St. John Coltrane African Orthodox Church i San Fransisco aflåst da vi ville aflægge den et visit. Jeg elsker alle Tranes senere indspilninger, men denne virker ekstra forankret  i det dybe groove og ”the blues” at dens mere åbne og himmelsøgende sekvenser bliver sat i smukt relief. Coltrane’s ”cry” og rytmegruppens ultimative dedikation til musikken i de lange forløb og smukke ballade-stemninger giver mig til stadighed gåsehud samt inderlig tro og håb. Når jeg igennem årene har optrådt med Jesper Zeuthen’s gruppe har jeg oplevet Jesper ramme nogle af de samme kvaliteter i musikken. At spille med hjertet.

EDDIE PALMIERI : The Sun of Latin Music (1974) 

I slut 80’erne møder jeg trompetisten Jens Winther og han kom til betyde meget for mig i perioden der fulgte. Jens havde det fedeste band, man kunne mærke at der var noget på spil og så var de selvfølgelig lige en generation ældre end vores slæng. Historierne om Jens’ kvintet og hvordan de gebærdede sig er mange og legendariske, men vigtigst var at man kunne mærke at de var ”brothers” og at de havde et sprog sammen. Jeg hørte mange koncerter med det band og dyrkede Jens’ debutplade mens jeg nysgerrigt ventede på nye bigband værker fra hans hånd. Det var ”Gotiske Visioner” og derudaf  ! Jens hippede mig til denne fantastiske Eddie Palmieri indspilning. Eddie er født i Puerto Rico og vokset op i South Bronx, NY og da han fik et piano imellem hænderne blev hans væsentligste inspirationer Thelonious Monk og McCoy Tyner. Hans mix af det harmoni-højspændte jazzklaver og danzon, guaguanco og cumbia m.m skulle vise sig at være en sprængfarlig cocktail ! Alle spiller overfedt og sangeren Lalo Rodriguez leverer varen, men det var den lange suite-agtige ” Un Dia Bonita” med kradse akkorder, som gjorde det største indtryk. For at skillinge sammen til mit forestående Berklee ophold, nat-arbejdede jeg en overgang på sofafabrikken Balling-Engelsen i Maribo. Jeg kørte til og fra fabrikken i mine forældres Citroen og jeg brugte denne skive til at holde humøret højt i de sene nattetimer. En enkelt gang groovede det så voldsomt i bilen, at jeg påkørte en lygtepæl tæt på barndomshjemmet, blot med et lille shock og en gnaven far til følge, men det blev nu ikke påtalt væsentligt.

THELONIOUS MONK : It’s Monks Time : (Columbia 1964)

I min gymnasietid på Maribo Gymnasium modtog jeg undervisning hos Kgl. Kapel Musicus Søren Emtoft – det foregik i Søren’s musik-rum ovenpå hans imponerende lejlighed på Sortedamsdosseringen i København. Søren havde luret hvilken fisk jeg var og kom til at betyde meget for min udvikling som trompetist. Han mente, at jeg kunne bruge min klingende lollandske dialekt som inspiration til at ”synge” på trompeten. Først langt senere forstod jeg hvor smukt og rigtigt set det var. På mine københavnerture gæstede jeg næsten altid Music Mecca og Steves Books & Records for at handle, og Monk var kommet ind på radaren hvor han selvfølgelig har været siden. Hans Columbia-periode og specielt albummet her optog mig meget. Monk var mytisk, men jeg fandt at musikken var lige til at gå til. Råt swingende, yderst melodisk og mega-funky fabulerer kvartetten sig igennem 3 Monk originaler og 3 klassikere hvor ”Lulu’s Back In Town” fra musicalen ”Broadway Gondolier” rykkede mest. Fats Waller (som jeg også lyttede til) havde gjort nummeret populært i 30’erne, men Monk’s harmoniske, melodiske og rytmiske overbygninger sprængte selvfølgelig min opfattelse af hvad man kunne gøre med en simpel pop sang. Charlie Rouse og hans yderst genkendelige stil og tone er ultra-hip og sammen med Butch Warren og specielt Ben Riley danser de sig igennem repertoiret så jeg havde svært ved at sidde stille i bussen mellem Nysted og Maribo. Ben Riley mødte jeg senere på Berklee da vores lærer i ”Monk Ensemble ” (2 credits), Rick Peckham, fik arrangeret at Riley tilbragte nogle timer sammen med os. Da Jakob Dinesen og Rune Funch, lidt før Niclas Knudsen og jeg, rejste til Boston, fabrikerede jeg dem et farvel-kassettebånd med bl.a Lulu’s Back In Town. Dino lyttede Monk’s akkorder af og han og Rune fik det på repertoiret og spillede det smukt. Monk Forever !

MILES DAVIS : LIVE EVIL  (COLUMBIA 1971)

Min tid i Boston var et mirakel. Allerede på min anden aften i Guds Eget Land hørte jeg en koncert med Dewey Redman Trio og senere Joe Lovano Wind Ensemble..så var jeg i gang ! Jeg nåede 3 semestre på Berklee College of Music..jeezus, sikke en masse crap der var på den skole ! Men heldigvis var jeg god til at navigere i systemet, og jeg havde været så svineheldig at møde skolens fornemmeste underviser, Herb Pomeroy, i Danmark sommeren før. Det betød at jeg ikke blot var et ansigt i mængden, men fik chancen i hans eftertragtede ensembler på skolen. Min trompetlærer Greg Hopkins var heldigvis også helt på toppen og kunne inspirere mig – hele tiden ! Udover studier med Herb og Greg var der få lektioner der interresserede mig, så det var heldigt at elevgrundlaget på skolen i start 90’erne havde legendarisk karakter. Specielt gruppen ”Human Feel” var med til at præge musikken på skolen og sende den i en ”moderne” retning og jeg spillede med forskellige grupper på og omkring skolen. Min buddy Niclas Knudsen og jeg boede sammen i en lejlighed på Beacon Street som vi havde ”arvet” af Rune Funch og et par andre danskere. Beacon Street blev hurtigt et cool sted med en masse besøgende og Niclas øvede sig som besat mange timer hver dag. Det var på Beacon Street at ”LIVE EVIL” fandt plads i mit hjerte. Beruset af alle de nye indtryk, eventyret og de fede musikere omkring mig var jeg klar til at udvide min bevisthed. Jeg prøvede med nogle tykke ”bebop-cigaretter” som hjalp godt på vej og med ”Live Evils” tons-tunge grooves fra Jack og drengene, Hermeto’s hjerteskærende smukke melodier, Gary Bartz’ blå funk, Airto’s geniale multidimensionelle percussion og Miles’ smukke ”power-cry”  var min lykke gjort ! Dette album blev også soundtracket til min endelige beslutning om at jeg ikke skulle være bebopper (sådan en er jeg jo ikke) og jeg kunne nu begynde at se fremad og prøve at finde ud af hvorledes jeg så skulle skrue tingene sammen. Da jeg mange år senere optrådte med Airto som medlem af Jacob Anderskov’s gruppe blev jeg meget rørt – der var noget der faldt på plads.

GIL EVANS : & TEN (PRESTIGE 1957)

Jeg havde allerede som knægt stødt på Gil Evans’ inderlige skønhed på hans udgivelser med Miles Davis. Jeg elskede Duke og Basie, men Gil’s måde at behandle det store orkester på var jo selvfølgelig helt anderledes og der var noget ved den mystiske elegance i musikken der tiltrak mig. Senere forsvandt jeg helt i Gil’s 70’er (live) albums som typisk strækker sig som lange amerikanske prærier, men dette, hans debut album som leder og pianist (!), er et formfuldendt mesterværk der er helt klar i spyttet. Gil’s minimalistiske piano-indsatser er som små diamanter strøet ud over hele albummet og tjener oftest “blot” melodien eller akkompagnatørens rolle. Til gengæld er scenen perfekt sat for albummets to andre hovedsolister; basunisten Jimmy Cleveland og sopran-geniet Steve Lacy. Begge og mest Steve Lacy skulle komme til at betyde meget for Evans og os der igennem årene fik lov at lytte med. Cleveland er indbegrebet af smuk trombonelyd og hans balladespil er rystende smukt. Jeg prøvede at kopiere måden at frasere på når jeg opdigtede melodier til Hyhne. Steve Lacy spiller med overkirugens skalpelsnit-agtige overblik; smyger sig inspireret igennem akkordmønstrene og ilter musikken med sin top-groovy melodik/motiv-baseret fortælling. Det kunne ikke blive mere elegant ! 1. trompet stemmen varetages, som oftest i Gil’s tidlige karriere, af Louis Mucci. Mr. Mucci var senere censor til min trompet eksamen på Berklee. Han sad som en guldsmykke-indhyllet rosin og spredte den bedste karma; “You’re cool..nice sound”

DON CHERRY : COMPLETE COMMUNION (BLUE NOTE 1966)

Da jeg vendte hjem til København fra Berklee/Boston i 1993 skulle det nu viser sig om jeg kunne skabe mig en tilværelse som musiker i Danmark. Det bekymrede mig overhovedet ikke – livet var en fest ! Jeg havde i nogle år et luksus-rengøringsjob (ingen fast arbejdstid) mens jeg fartede rundt som sideman i alle mulige sammenhænge. Steve Schein, fra Steves Books&Records, havde nede på Sofie Kælderen givet udtryk for at jeg spillede ”fedt nok”, men jeg ”needed to pay my dues”. Han havde ret og jeg følte at det gjorde jeg også. Jeg spillede alt hvad jeg kunne få fingre i og så mig ikke tilbage. Vores slæng var også begyndte at forme vores egne grupper, det blev bl.a. til When Granny Sleeps, Once Around The Park og Science Fiction. Ingen af af os havde unger endnu og vi var sammen altid. Det var ikke unormalt at man bare lige røg med på nogle af de andre orkesters job eller turneer..No worries-just go ! Flere af os boede sammen i lange perioder og det hele flød lidt sammen. En af oaserne var en lejlighed i Baldersgade hvor bl.a. Mads Hyhne og min pal Martin Andersen boede. Hyhne havde fået job i Pierre Dørges New Jungle Orchestra og derved var han den første fra vores slæng som spillede lange turneer og engagementer. Jeg var da også hjemme hos Mads da den altid søde Irene Becker ringede og fortalte at Mads ikke var nået med resten af holdet hjem fra Kina i første omgang, men ville dukke op om et par dage…Vi havde selvfølgelig dyrket Don’s ”Art Deco ” og alle skiverne med Ornette og dertil havde Hyhne et VHS–bånd med en koncert med Don’s band fra Tyskland som vi så igen og igen. All great, men ”Complete Communion” var bare meget bedre ! Musikken er så klar, den taler helt rent, smukt og tydeligt. Albummet er optaget juleaften 1965 og er med rette blevet kaldt et innovativt mesterværk. De to suiter (en på hver pladeside) er yderst gennemarbejdet og præsenterer de forskellige temaer på overlegen vis. Som instrumentalist tog Don på opdagelse i kornettens væsen, en ekspedition som havde udgangspunkt i den tidlige jazz hvor trompetisterne ofte efterlignede den menneskelige stemme. Hertil bruger man ”bends”, ”smears”, ”slurs” og andre teknikker i det vi kalder ”off-horn-playing”.  Og uden frygt kaster Don sig ud fra det højeste bjerg i melodikkens tjeneste og altid lander ham oprejst på benene og vender uskat hjem fra ekspeditionens farligste og mest udfordrende tinder. Han svæver som en smuk spurv over de brusende rytme-floder på jagt efter den perfekte melodiske frase i musikken som nu også havde en folkloristisk karakter. Det meste af den traditionelle funktionsharmonik havde han og Ornettes kumpaner for længst vinket farvel til og Don var en mester til at opfinde nye akkordmønstre i de solistiske ekskursioner som satte fokus på en endeløs og åben dialog musikerne imellem. Dialogen mellem Don og det altid fænomenalt-inspirerende ”melodic-second line-afro-bebop” trommespil fra Ed Blackwell blev en ledetråd for mig.

NEW YORK ART QUARTET : MOHAWK (FONTANA 1965)

I sommeren 1995 bringer Berlingske Tidende et foto af undertegnede og Pierre Dørge.  Jeg er truttende og Pierre spiller på en stor balinesisk gong mens vi vandrer rundt i Kongens Have. Det er første gang vi spiller sammen og på et tidspunkt i året der fulgte blev jeg medlem af Pierre’s band, New Jungle Orchestra. Jeg indspiller første gang med bandet i januar 1997. Det var en smukt tid og det blev til 12 år i Junglen. Min buddy Mads Hyhne var allerede med i bandet og snart skulle jeg møde resten af holdet eller rettere familien. En række stærke personligheder som alle prægede musikken. Med NJO fejrede vi triumf efter triumf. Pierre knoklede for at skaffe arbejde til os – det lykkedes som regel og vi spillede et antal af koncerter der var yderst sjældent for et dansk jazzorkester.

Vi spillede lange turneer verden over og optrådte legendariske steder med legendariske musikere, projekter og konstellationer.

Det var også hårdt arbejde, men Pierre gav lang line og krævede i virkeligheden kun at man var og GAV sig selv –og at man var nogenlunde ved sine fulde fem når man optrådte. Enkelte gange smuttede det, men efterhånden lærte jeg spillereglerne on the road.

Vi fik og har et smukt forhold til hinanden. Pierre er stædig, arbejdsom og ambitiøs, men også uhyre hjælpsom når nogen hænger med røven i vandskorpen.

Jeg var den yngste da jeg startede i orkesteret og jeg lærte hurtigt af de andre. Jo, de var ældre, men opførte sig langfra altid sådan ! Deres stemmer var, og er, oprigtige og unikke- No copycats here ! Pierre’s musikalske vision er stærk og bygger på en forholdsvis løs tilgang til musikken. Dette er krævende for den enkelte musiker som ikke altid får direkte kommando til hvad præcist at spille. Dette gav plads til at jeg kunne eksperimentere med min egen måde at frasere og spille solo på, men hvis man ville blive hørt måtte man dog spille med en hvis pondus og ikke fedte for meget med det – ellers var løbet kørt.

Mest forrygende var det når Pierre sked på sætlisten og spillede/dirigerede bandet i lange og heftige impro-galaxer hvor guitaren og bandet stod i flammer. Og med så mange koncerter på bagen landede vi altid på benene igen. Det føltes befriende..og publikum var målløse.

Pierre er en poetisk pelikan-drømmer og drømmen er uendelig.

Anyway, I NJO spiller jeg sammen med John Tchicai første gang og det er ikke noget man lige glemmer. Jeg havde før mødt John på Brandbjerg-stævnet hvor han bl.a. dirigerede en masse kontrabassister med et stearinlys. Jeg husker også hans impro-workshop som jeg dog ikke var gammel nok til at værdsætte på det tidspunkt (og så havde jeg også travlt med at rende i røven på Billy Hart hele tiden) John mødte jeg specielt indgående i Thomas Agergaard’s band Ok-Nok-Kongo hvis album “Moonstone Journey” (DaCapo) er mere end yderst vellykket og som jeg er stolt af at medvirke på. Som generationerne før os kom John til at betyde meget for os – det var the real thing ! Jeg scorede sågar nogle fraser fra en af hans soloer og lavede et nummer med dem – mange år senere blev jeg busted af min bas-buddy Nils Bosse Davidsen, som havde opsnuset sammenhængen. ”Mohawk” er en legendarisk skive og har igennem tiderne været meget svær at opdrive – John fortalte at han ikke havde den selv. Jeg fik mit eksemplar i Akkord ved Lyngby Station. Vi var nogle stykker der havde været i Dyrehaven og slog et smut om Akkord på vej hjem. Jeg stivnede da den dukkede frem af kasserne..500 kr, ikke mint condition, men slet ikke i tosset stand. Jeg fik den presset lidt ned i pris, lånte 200 kr af min buddy Jakob Dinesen og så var den i hus ! Musikken på “ Mohawk” er for mig essensen af den elegante og fremsynede 60’er avantgarde. Den er gennemsyret af feeling og melodisk kommunikation og bevæger sig ofte i et grænselandet mellem den faste form og den flydende frasering. De 4 Esser sætter ikke en fod forkert og man kan høre hvor stolte de er af deres ting- de ved at det her det er godt ! John står som et fyrtårn i den moderne musikhistorie og inspirerede mig og utallige andre til at være sig selv og have modet til at gå mod strømmen.

ALBERT AYLER : Spiritual Unity (ESP 1965)

I juli 1964 indspiller Albert Ayler, Gary Peacock og Sonny Murray disse 29,19 minutter som nat efter nat rensede mine øre og min sjæl da jeg boede i min lille lejlighed på Christiansmindevej på Østerbro. Selvom mit sted var småt husede jeg ofte kammerater der for en periode ikke havde noget sted at bo. Det passede mig fint, da det ikke altid var sjovt at være alene. Der var stort set altid mennesker i lejligheden hvor køkkenet tit brasede og brusede samtidig med at vi lyttede til alskens musik og, lad os bare sige..festede.  Jeg forstod aldrig hvorfor folk kaldte noget af musikken for ”freejazz” og jeg synes til stadighed at det er et tåbeligt udtryk. At musikken så føles frigørende, det er en anden sag! Ayler var en eksplosiv melodiker og han tryllebandt mig med hans mix af kirke- og folkemusik, marcher, brassband funk og den ”rene” improvisitaion. Det var fuck-fingeren på en ophøjet og værdig måde. Men min sande helt på denne indspilning er Gary Peacock som er i absolut storform. Hans baslyd er stor som en olietanker, han spiller virtuost i alle bassens registre og fodre konstant musikken med kreativitet og overskud. Hans måde at angribe akkorderne på i melodierne, hans gruppe-fornemmelse i de fri-rytmiske tutti-improvisationer, for ikke at tale om hans overjordiske bas soli, er ikke overgået i min bog.

YUSEF LATEEF :  THE AFRICAN AMERICAN EPIC SUITE (ACT 1996)

Da jeg som gæst på et Brandbjergstævne render ind i T.S. Høeg, klikker vi med det samme. I 20 år har vi været buddies, og rejst og optrådt sammen i Europa, USA og Japan. I starten af vores venskab blev jeg ”1. Trompetist med Særlige Beføjelser” i Thorstens orkestre, senere optråde vi sammen i mindre grupper og Thorsten spillede senere en vigtig rolle i min store produktion ”Dreams And Blues For Toru Takemitsu” (EWE, Japan) som jeg, sammen med Ib Skovgaard og DR, indspillede i 2006. Thorsten har en vidtfavnende professor-viden om alskens musik og igennem årene har vi ping-ponget utroligt mange emner, og det var derfor helt naturligt at Thorsten var gæst og støtte i studiet da jeg i 2008 indspiller albummet ”The Universal Quartet” med Brother Yusef Lateef. Det er i samarbejde med min buddy Kresten Osgood at jeg sætter dette i værk. Yusef havde undervist på det legendariske stævne ”Sommer Session” og var derfor i Danmark og vi kunne gå i studiet samt indlede et bekendtskab og lærer/elev forhold hvis betydning for mig er svær at overdrive. Kresten og jeg har senere besøgt Yusef i hans hjem i Amherst. Vi lyttede til vores optagelser og Yusef gav, blandt meget andet, kommentarer til hvorledes vi kunne skrue albummet sammen. Efter mere end 50 år med kreativt arbejde i studier havde Yusef selvfølgelig en masse på hjertet og da vi året efter indspiller vores andet album er både Yusef og Brother Adam Rudolph, som også er med i bandet, en uvurderlig kreativ kraft i indspilningsfasen der bliver en rejse i sig selv.

Men mit møde med Yusef’s utrolige sound og feeling havde, ved hjælp af albums i mit barndomshjem, fundet sted meget før. Nogle af de få vinylskiver der havde overlevet fra min fars samling, var i Yusef’s navn og der var også Cannonball’s sextet med Yusef i storform. Mange af mine kammerater var ikke hip på Yusef’s brug af obo, bambus fløjte, shehnai, shofar, xun, og arghul og andre eksotiske instrumenter i hans mix af lyde og musik fra hele verden, men jeg var vild med det og elskede selvfølgelig også hans spil på tenorsaxen og tværfløjten. Min far, som havde tilbragt tid i Montmartre i St. Regnegade, fik altid et specielt blik i øjnene når han, da jeg var dreng, fortalte om aftenerne med Yusef på besøg. Senere kom jeg til at forstå hvorfor. Yusef havde allerede i 1949 spillet med Dizzy’s band og derefter indleder han en karriere som er uden sidestykke i jazzhistorien og han vender da også termen ”jazz” ryggen og præsenterer sin egen ; ”Autophysiopsychic Music” . Bare i 1957 indspiller han hele 6 albums af høj kvalitet og i dekaderne der følger er Yusef uhørt aktiv ved koncerter, recording sessions, som underviser, komponist og forfatter samtidig med at han høster flere universitetsgrader i USA og Afrika. Udover mere end 50 albums som leder indspiller han også som sideman for Cannonball Adderley, Art Blakey, Donald Byrd, Art Farmer, Sonny Red, Grant Green, Curtis Fuller samt Randy Weston m.fl. og som regel indtager han automatisk en hovedrolle i musikken, præger og farver den så man ikke er i tvivl om at det her er Brother Yusef ! Men det er i hans egen produktion, som ofte er forud for sin tid, at musikken virkelig taler og til denne lejlighed har jeg valgt et imponerende værk : The African American Epic Suite. Det er indspillet i Tyskland i 1993 og er et samarbejde mellem Yusef’s kvintet og Kölner Rundfunkorchester dirigeret af David de Villiers. Musikken falder i 4 satser og tager sit udgangspunkt, som titlen angiver, i afro-amerikanernes liv og trængsler i De Forenede Stater. Mange kunstenere har før prøvet at skildre denne historie i deres værker. Nogle klarer ikke opgaven, men forfalder til gumpe-tung blues-snask uden retning og ide – men ikke hos Yusef ! Han kreerer en form for hyper-moderne ur-musik hvis rige klangfarver, eksplosive orkestreringer og drømmende sekvenser udfordre formen og derved danner særegne plateauer for kvintettens solister. Specielt Adam Rudolph præger musikken enormt og hans ekspertise i såkaldt world- og small percussion sætter en stardard for alle der beskæftige sig med rytme i dag ! Brother Yusef selv spiller ultra-originalt; motiv-genialt på tenorsax og spirituelt futuristisk på alskens world-wind-instruments. Hans årelange arbejde med sine motiver og harmoniske ideer vokser i fuldt flor og skaber et råb fra fortiden som, via nutiden, klinger ind i fremtiden. God Bless Brother Yusef Lateef.

25. marts 2013 udkommer The Universal Quartet’s –andet album, “LIGHT” – det har allerede gjort en forskel for mig.

—–26/1/13——————————————————————————————–

GOING TO CORONA

Since I became aware of The Louis Armstrong House Museum in Corona, Queens, I have had the wish to go there. I did not see it as a trip to a holy shrine or anything, actually I did not know what to expect, I just had a feeling that I had to go there. As it turned out the visit would be much more meaningful than expected, and truly inspiring.

That week I was visiting NYC with my buddy, trumpeter extraordinaire Karl Husum, and we were hanging out, catching concerts and taking lessons and so forth. We already had some amazing experiences before we went out to Pops’ house, now a National Historic Landmark located in straight ahead working-class neighborhood. We were in a really good mood and our expectations just rose and rose in the train out to Queens.

As a kid I did not care to much about the genius of Louis Armstrong. Everybody said that if you played the trumpet you had to love Louis, so I didn’t. But as I grew older and got more into the nature of the trumpet and deeper into the music, I slowly discovered the beauty of his music. When I was in my teens I was into Duke & Basie, you know, I really dug that, and I was into the different eras of the long history those bands had. About ten years later Pops’ early recordings just hit me and that was it. I leave it up to historians to get an overview over the huge amount of music he recorded. Add to that all the radio broadcasts, television appearances, movies, books etc. All I can say is, I like it all and often discover new songs and/or recordings which are great and surprising. Like when my friend Mikko Innanen on a flight to Canada blew my mind by putting ”Disney Songs The Satchmo Way” into my ears. Slick Hollywood-music completely over-arranged, but Pops doesn’t ”sing down”  to us and with his magical rhythm he ”breathes” through the music.

Anyway, we show up at the house just before noon. A couple of school classes were just leaving and we are the only ones there for the guided tour at twelve o’clock. Our guide was Harvey – in his early 60’s and really really cool. I could sense that he was into the music, didn’t talk to much and when he shared information, it was really deep and rooted in a historical, musical, political or spiritual context which shed new light on Pops’ life and artistry. We could not have asked for a better guide and the tour was a beautiful experience.

It was cool to see the living room, bedroom and bathrooms (!), but the most interesting room was Pops’ music room, of course. I had seen photos of his messy study with piles of books and tapes -clips, photos and notes were posted to the walls and ceiling. He even had a ladder in there to reach all his stuff. So it was a little disappointing to see this room, now completely tidy and in a fancy ”old-british-library-style”. The rebuild was done when Pops was alive and it still gave a clear impression of how organized and thoughtful he was in his work. It was in this room Karl shared his fathers story.

Karl’s father grew up in the southern part of Denmark and was a child under The Second World War. After the war ended he tragically lost his older brother who meant the world to him. Karl’s father would not talk for many, many months and was haunted by a deep sorrow. One day he heard the music of Louis Armstrong on the radio and his life changed. He began talking again and he decided that he wanted to become a jazz musician. He did and later he became a very well respected professional sax player in Copenhagen. He also got two sons and today both of them are magnificent professional trumpet players !                 ” So that’s why I’m here today”, Karl stated while Harvey and myself just stood there tearing up.

The next day I went to a concert with The Fringe. I heard them several times when I was living in Boston.

http://www.npr.org/blogs/ablogsupreme/2012/05/11/152521838/forty-years-of-mondays-one-saxophonists-addiction-to-the-fringe

Suddenly more than 20 years had passed and here I was again feeling like a kid in the audience with Garzone, Lockwood and Gullotti up there ready to rock – and they did !  It was far the best concert I attended in a very long time – an ass-kicking, free blowing, but also very heartfelt performance.  I felt a natural bond between this concert and the visit to Pops’ house, and I was ready to keep on keepin’ on and send air through my horns with new creative energy.

 

—–24/1/13——————————————————————————————–

TOUCH THE EARTH – BREAK THE SHELLS (and more)

For some years now I have on and off been writing on a small piece I call ” Music Appreciation Course For Improvisers”  – a more appropriate title these days would be ”A Guide To Open Improvisation” The process is ongoing and I change and rewrite the content frequently. It can be a drag to put too many words on improvisation, but working on this piece is very helpful for me, as more and more students come to me and ask about what they call ”free” improvisation. I always tell them I’m not sure what ”free” means, but I have strong ideas and an opinion on how to become a better listener and ”performer” in a open musical setting. In any musical setting, actually . It’s all Bamboo, right ?

When I was quite young I attended a masterclass with trombone-wiz and ultra-cool master improviser Ray Andersson. His short solo-trombone set and his following words on music and how to approach it was a deep and beautiful eye and ear opener for me. I think that this was my very first masterclass experience and most of the others that followed really sucked compared to Rays !

On january 8th I went to Roulette in Brooklyn to catch The Barry Altschul 70th Birthday Bash which included a rare performance by BRAHMA – a killer band featuring Ray Anderson (trombone) and Mark Helias (bass). They had not performed together for 30 years and played a set of open improvised music. True masters at work – no soundcheck, no talk, no nonsense- they just picked up where they left 30 years ago, I guess. The following days I was thinking about Ray’s masterclass back then and the up-to-date trio set. It all made sense to me and I was high as a mink on music.

Lately TOUCH THE EARTH – BREAK THE SHELLS (FMP) – Peter Kowald (double bass) Günter Sommer (drums,percussion,bells,organ pipes) and Wadada Leo Smith (trumpet, flügelhorn, African thumb piano and flute) had the colors flying in my appartment. These recordings from Germany in 1979 and 1981 are truly inspired and reflects many of the beautiful aspects of open improvisation. I will not try to analyze the music, that would be silly. It SPEAKS. This under recorded all-star trio base their abstractions on knowledge and skills of the highest level. Their music expresses feelings. What more can you ask ?

On that note I have to mention Joe Morris’ 2012 masterpiece “Perpetual Frontier – The Properties of Free Music (Riti). If you are serious about improvised music, this book is a must. I have read it and still returns to sections of it regularly. I found this description of the book :

“ Perpetual Frontier – The Properties of Free Music describes the way free music is constructed through the processes of synthesis, interpretation, and invention. With descriptive sections of four seminal methodologies Unit Structures, Harmolodics, Tri-Axium Theory, and European Free Improvisation, as well as sections on how specific properties are consistently used and re-formulated in the construction of free music. This material, which the author developed through years of performing and teaching, is concise and coherent, making it clear for listeners and musicians alike, and thereby setting a new standard for the understanding and study of the most inherently forward-seeking musical form of our time. Features contributions in the form of answers to a questionnaire by 15 renowned free music artists: Marilyn Crispell, Charles Downs (aka Rashid Bakr), Simon H. Fell, Agustí Fernández, Mary Halvorson, Katt Hernandez, Joe McPhee, Nicole Mitchell, William Parker, Jamie Saft, Matthew Shipp, Ken Vandermark, Alex Ward, Nate Wooley and Jack Wright “

Here is an essay by Joe Morris : http://www.pointofdeparture.org/PoD39/PoD39PerpetualFrontier.html

 

 

 

 

 

—–19/1/13——————————————————————————————–

TRUMPET SOUNDS AND BEYOND

Not long ago Danish Radio decided that take my show The Jazz Message off the air.

That means I now have the time to pursue an idea and wish which has been growing in my mind for some time now : to meet and collect wisdom from todays improvisers and sharing it by putting it into writings. (blog and/or book ?)

I have a deep love for the cornet/trumpet-family and it’s artists, and seems that the timeless soul of these instruments will take the music into the future. So I would concentrate on interviews with artists expressing themselves on these horns.

Many books on trumpet techniques, education, ”how to solo”, history, equipment, profiles etc has been published, but I cannot find any publications on thoughts, ideas, philosophies and improvisational considerations of the contemporary trumpet improviser.

There is no doubt in my mind that could be a fruitful experience to collect and share all this important up to date information, but I need help and most of all advice.

Is this a bad idea ?

Did I miss any publications on this matter ?

What questions would YOU ask a master improviser ?

I have a long list of artists to interview, but who do I forget ?

Can somebody share helpful general information on how to approach a project like this ?

post or mail me : bugpowder1@mac.com

Peace, Kasper

 

Old Tibetan Buddhist trumpet bone. Used in Tibetan rituals – 19th century.

 

—–18/1/13——————————————————————————————–

KORT FLASHBACK

Selvom Nysted på papiret er ret bette forekom det hele ret eksotisk for os børn. -Jernbanegade 9 – lydene var mange og indtrykkene ligeså.

Tag bare naboerne; biograf til den ene side og mejeri hal/æbleskivefabrik/cykelsmed til den anden. Biografens unikke univers var heldigvis nogenlunde let tilgængeligt. Biografmanden stod dagen lang på sit trappetrin, røg filterløse cigaretter og holdt forgæves øje med at ungerne ikke ridsede navn og diverse grafitti i den porøse væg omkring indgangen til den lille forhal. Den ældre biografmand kunne dog charmeres og hvis man kastede lidt sne kunne der måske falde fribilletter af. Og når vi havde is nok i maven benyttede vi sideindgangen når lysbilledereklamerne var sat igang og biografmanden intetanende røg videre oppe i fremviser-rummet. Drengestreger, Kurosawa og Bud Spencer i skøn blanding.

Ved siden af biffen havde Hilmar og Dorrit deres kiosk og senere pølsevogn med mere. Jeg husker bedst fra kiosken med alskens slik på hylderne og fra baglokalet med søde hunde og katte samt kaffe-duft og smøger. Hilmar og Dorrit er meget rare mennesker og idag nyder jeg at tage mine egne unger med på besøg når jeg henter landæg eller nyder en medister hos dem.

Mit barndomshjem havde først været borgmesterbolig  og senere mejeribestyrerbolig og udstråler da også en vis pondus med stor have og det hele. Det forpligter og hjemmet er også holdt med stolthed, og sans for skønhed og kvalitet. Haven er fantastisk og vi var der meget – fodbold, sæbekassebiler osv .  Men også masseproduktion af lærreder, samling af blændrammer samt påførelse af grunder kunne finde sted i haven om sommeren. Og der måtte under ingen omstændigheder støves når det foregik.

Den store blodbøgs grene kradsede på mit vindue på 1. sal og fuglelivet var livligt i alle træer. Om sommeren blev de fleste måltider indtaget i haven og når mørket faldt på sad vi mætte, trætte og med røde kinder og kunne høre vinden lægge sig. Det kriblede voldsomt i de imponerende brændestabler der skulle føde brændeovnen vinteren igennem og havet var ikke længere væk end man kunne høre havmågernes hæse skrig.

Den store trappe midt i huset var bindeleddet mellem stuen og 1. sal. og under trappen var der plads til Ulle. Ulle var vores haleløse sheep dog og et og alt. Den havde en varm, tung vejrtrækning når den var rolig eller sov, og dertil en højlydt gøen når porten gik.Trappens gamle træ planker var smukke, men knirkede voldsomt hvilket var beroligende når man var blevet lagt i seng eller afslørende når man ville liste af. Først mange år senere er trappens trin blevet afknirket ved hjælp af silikone.

Lyset er jo som bekendt bedst om natten, så da skulle der males og min faders værksted stod for nattens lyde. Fra mit værelse på 1. sal kunne jeg høre klikkene fra staffeliet når det blev hejst op og ned. Diverse små spande blev fyldt med vand og der blev klukket med pensler når de skulle renses. Dette var en tilbagevendende og endeløs proces. Hammerslag og opsætning af lærred foregik om dagen, da det ikke kræver specielt lys, men det var også mere nattens mystik der virkede tillokkende på mig.

Værkstedet var et reservat fyldt af farver og musik. John Coltrane, Giuseppe Verdi, Duke Ellington, Oscar Pettiford osv. osv. Dertil kom også en imponerende samling af hørespil : “Eventyr På Fodrejsen”, “Sparekassen” og den foruroligende “Næsehornet” var mine klare favoritter når jeg tiltuskede mig en plads på madrassen i hjørnet efter sengetid. Landskaber, kystlinie og omvendt himmel. Når mørket lagde sig over de øde gader var alt muligt i værkstedet. Fantasien var vores bedste ven sammen med te og ostemadder, selvfølgelig.

Køkkenet om morgenen var en afdæmpet affære. Nærmest Zen. Lun, rolig og smuk ene stund med Inge-Lise der fik tingene til at ske – også om morgenen. I starten tronede kirkebænken i lokalet. Vi unger var glade for bænken, thi den var lav og kunne huse store mængder af Anders And blade m.m. Utallige folk fra nær og fjern har indtaget måltider der; malere,digtere, musikere, fiskere, posten, krejlere – verdensmænd og  sprittere – folk med noget på hjertet. Lokale venner og bekendte ankommer på alle tider af døgnet- nogle for at snakke mens andre bare sidder med en kop kaffe uden at sige et kvæk for at gå igen efter en rum tid.

Der er meget forståeligt for Jernbanegade 9 er en tidsløs galakse -med åben dør.Her regerer kærlighed, teamwork og det åbne sind. Der lyttes til livet og det er ret eksotisk.